Kartografi

Kartografi er læren og viden om kunsten at fremstille kort. Kartografi kan også udtrykkes som læren om, hvorledes kommunikationen forbedres og gennemføres – for at nå et ønsket resultat.

Ethvert kort indeholder subjektiv information. Informationen er blevet manipuleret og tilpasset så­dan at mod­tagerens fortolkning er styret i en bestemt retning. Denne mulighed for styring er ikke an­derledes end for så mange andre, der arbejder med formidling af informationer. Det er derfor vig­tigt at være sin rolle bevidst, når man arbejder med at fremstille kort, hvad­ enten det er på papir­form eller til anvendelse på skærm.

Igennem de senere år er vi vidner til noget nær en revolution, når det drejer sig om udvikling, anven­delse og betydning af geospatial information. Data og værktøjer er tilrådighed i et omfang, der gør at flere og flere bliver i stand til at producere kort. Paradoksalt nok er kartografi som faglig disciplin blevet mindre og min­dre, og det i en tid hvor netop kartografien burde have meget større fokus. Tra­di­tio­nelt set har det været kartografens lod at arbejde med kartografi. Det nærmeste man i dag kom­mer en kartograf er nok en kort- og GIS medarbejder. Kartogra­fi som selvstændig disciplin er ved at gå til grunde.

Processen bag et kort kan gengives med en ganske simpel og generel kommunikationsmodel:

Hvor andre typer kommunikation er dynamiske og fulde af forudsætninger, relationer og påvirkninger, er kartografisk kommunikation ofte envejs kommunikation.

Formidlingsindhol­det vil altid undergå forandringer undervejs i processen. I nedenstående eksempel er modellen anvendt. Undervejs fra den virkelige verden til modtageren er data blevet manipuleret, generaliseret, filtreret og sorteret.

Kartografen foretager en ’indkodning’ fra den virkelige verden på et kort og der vælges de virkemidler, der skal til for at sætte modtageren i stand til at ’udkode’ kortet. Modtageren skal hjælpes til at danne et konceptuelt billede af den virkelige verden.

Kortfremstilling i dag bør betragtes som enkeltstående projekter, der gennemføres ved hjælp af en beskrevet metode. At udføre arbejdet og producere et godt kort tager den tid det tager. Det kan sætte kartografen eller kort- og GIS med­arbejderen med faglig stolthed i en vanskelig situation på grund af det stadig stigende ønske om effektivitet og rationali­sering i en forvaltning.

En metode i kortfremstillingen sikrer, at man får analyseret samtlige aspekter i projektet i den rig­tige række­følge og at man i arbejdsprocesserne får taget de logiske konsekvenser heraf. Frem­stil­lingen af et kort kan være en lang arbejdsproces og spænder over forskellige discipliner.

I bogen: ”Kort som kommunikation – Teori og metode i kartografien” af Lars Brodersen (1999) uddybes nedenstående metode yderligere.

Formål	Hvorfor fremstille et kort?  Det er opgavestillerens pligt at beskrive formålet.
Mål	Hvordan skal kortet se ud? – og til hvilket tidspunkt?Det er opgavestillerens pligt at beskrive målet. Målet skal være måleligt.
Målgruppe	Hvem skal bruge kortet? Det er ligeledes opgavestillerens pligt at beskrive målgruppen.
Anvendelsessituation	I hvilken situation vil målgruppen anvende kortet? Og hvordan vil de bruge det?
Forventninger	Hvilke spørgsmål vil målgruppen søge at få besvaret ved hjælp af kortet, og hvilke spørgsmål skal de kunne få besvaret ved hjælp af kortet?
Udvælgelse	Det absolut nødvendige minimum af information, der muliggør besvarelsen af spørgsmålene, udvælges.
Indholdmæssig generalisering	Informationerne organiseres i logiske grupper (som logisk konsekvens af den forventede brug. Opbygning af et spørgsmålskatalog.
Værdisætning	Kvalitativ, ordnet, kvantitativ – punkt, linie, flade. Opbygning af et værdiskema
De grafiske variable	Udvælgelse af grafiske variable til de enkelte informationer.
Grafisk generalisering	Den grafiske præsentation udføres, således at kun det absolut nødvendige minimum af informationer kommer på kortet i en form, som transmitterer informationen med mindst mulig uvished.

&nbsp